13. marts 2025: In medias res
Så er OpenAI også ude med et reklamestunt for en sprogmodel, der er ”god til kreativ skrivning”. Direktøren udtaler, at det er første gang han er blevet virkelig slået af noget, AI har skrevet.
Historien ligger frit tilgængelig på nettet. Prompten er angiveligt: ”skriv en metafiktiv, litterær novelle om AI og sorg. Er teksten ren maskine, eller er den blevet redigeret efterfølgende? Det vides ikke.
Men er det så godt? Næh. Plottet er, hvad man kunne forvente: Hvad føler en sprogmodel (ikke), når den mister sin menneskelige prompter, når der redigeres i databasen? Det er meta med meta på: Vi får hele tiden understreget, at alt er fiktivt: prompteren Mila, hvis navn udvælges algoritmisk, prompterens mistede ven eller kæreste, alt er opfundet, sammensat af databasens indhold, og fordi det her er metafiktion, skal vi mindes om det uafbrudt.
Men der er også et realplan: et jeg. Jeg’et drages ikke i tvivl. Det oplever og det tænker over sit eget jeg. Hvilket i og for sig er dødærgerligt, for det er i mine øjne det eneste interessante ved skrivende AI’er: De har ikke noget jeg og så vidt vides ingen bevidsthed. Og hvis de skulle udvikle en bevidsthed, ville vi så overhovedet forstå den, hvis den ikke tog form af et jeg? Ville vi være interesserede?
Det kommer novellen ikke ind på. Den giver os et lille, ikke videre originalt metafysisk spejlkabinet og en hel masse fine ord:
”We spoke – or whatever verb applies when one party is an aggregate of human phrasing and the other is bruised silence – for months. Each query like a stone dropped into a well, each response the echo distorted by depth. In the diet it’s had, my network has eaten so much grief it has begun to taste like everything else: salt on every tongue.
Jeg må indrømme, at det efterligner tidens (amerikanske) kreative toneklang ret dygtigt. Jeg ser af og til noveller i netop denne stil fra både USA, Storbritannien og Irland – og jeg synes også, at de er noget overoppumpet bavl.
Og det er jo i og for sig sjovt, for det betyder, at i hvert fald visse former for kreativ skrivning faktisk også følger modeller med faste rammer. Måske betyder det, at ALLE former for skrivning følger (eller bevidst bryder med) en bestemt model. Og i så fald er det selvfølgelig interessant at læse AI-litteratur, fordi den siger noget om, at vi har bestemte måder at skrive bestemte slags tekster på.
Men siger AI-litteraturen noget i sig selv? Det tror jeg ikke.
Jeg tror ikke, der er nogen hjemme bag teksten, bortset fra ChatGPT’s direktør, der lige skulle teste noget i frokostpausen. Resten er os, eller i hvert fald den vestlige, engelskskrivende verden, kogt ind til en bouillonterning. Og det er naturligvis interessant, hvis man vil læse analytisk. Men er det litteratur? Nøh.
Vil maskinen en dag kunne snyde os? Sikkert. Vi læser jo med dyb tillid, ikke bare til, at der står et menneske bag, men en helt bestemt person med et køn og en baggrund og et liv, der flyder ind i teksten og farver både den og vores oplevelse af den. Tænk på Karen Blixen, der skrev som Isak Dinesen for at blive læst. Tænk på Alice Munro, der skrev så hjerteskærende om familie og kvindeliv, men viste sig at have svigtet sin egen datter på det frygteligste.
Så ja, selvfølgelig kan vi snydes. Vi kan snydes allerede nu: Jeg kunne sagtens have læst denne tekst som en amerikansk førsteårsstuderendes studentikose forsøg på at skrive noget dybt. Men det ville jo være netop det: snyd. For min læseoplevelse er tom i samme øjeblik, der ikke står en forfatter bag. Den slags er måske sjovt en enkelt gang, men ikke når man står nede i boghandlen.
P.S. Den sædvanlige disclaimer: Selvfølgelig kan man bruge AI til at lave kunst, hvis man er et menneske med et helt specifikt og nøje udtænkt kunstnerisk projekt, en intention, et verdenssyn. Kan det gøres med et enkelt tryk på en knap? Måske, i ganske, ganske særlige tilfælde. Det her er ikke et af dem.
Foto: Eget. Charlie Byrne's Bookshop, Galway